Friskolen

En kultur
og et særligt
fællesskab

Skolens historie

Når du som forælder vælger Svindinge Fri Skole og Børnehus, træder dit barn ind i et fællesskab, der hviler på en lang og stolt tradition. Det Gule Hus ved siden af byens kirke, har lige siden 1846 dannet rammerne for skolen i den lille landsby.

Som mange andre friskoler udspringer Svindinge Fri af en gammel folkeskole. Trådene går tilbage til 1955, hvor skolen blev centralskole for et større opland.

1992 var året, hvor skolen blev genrejst, efter den var blevet lukket som folkeskole, af engagerede forældre og lærere, der sammen ønskede, at skabe en skole i frie og trygge rammer.

I dag står Svindinge Fri stærkt med klare værdier, gode lokaleforhold, stor boldbane, skaterrampe i skolegården, og et grønt område anlagt til naturlegeplads.

Børnehuset har siden 2008 været tilknyttet friskolen, som led i en værdifuld helhedstænkning. Vuggestuen kom til i 2015.

På Svindinge Fri Skole og Børnehus bliver dit barn en del af en historie, en kultur og et særligt fællesskab. Her er der plads til fri udfoldelse og fordybet læring – fra første dag i vuggestuen til sidste skoledag i 9. klasse.

Samarbejde og forventninger - begge veje

På Svindinge Fri skaber vi de bedste rammer for dit barns trivsel og læring gennem et tæt, tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde med dig som forælder.

Du er altid velkommen på skolen.

Vi ønsker, at både du og dit barn føler jer hjemme fra det øjeblik, I træder ind ad døren. Her skal der være plads til åben dialog, og du skal trygt kunne dele dine tanker med os om dit barns hverdag, trivsel og udvikling.

Som en del af forældrekredsen er du en vigtig medspiller i et aktivt og forpligtende fællesskab. Her har du mulighed for at bidrage med dine ønsker og forventninger – og dermed få reel indflydelse på dit barns skolegang.

Samtidig har vi også forventninger til dig.
Vi forventer, at du engagerer dig i skolens liv og deltager aktivt i møder og fælles aktiviteter. Det kan være ved skolens traditioner som julearrangementer eller ved arbejdsdage, hvor børn, forældre og ansatte mødes om praktiske opgaver i en hyggelig og fællesskabsorienteret atmosfære. Det kan også være, når der er brug for en hjælpende hånd til kørsel i forbindelse med ture og lejrskoler.

Sammen skaber vi den skole, dit barn er en del af.