Undervisningen

Nysgerrighed og
lyst til at lære

Undervisning og læringsmiljø på Svindinge Fri

På Svindinge Fri ønsker vi at give hver enkelt elev de bedst mulige betingelser for at udvikle sine kompetencer. Det gør vi ved at skabe et åbent og fleksibelt læringsmiljø, hvor der er blik for den enkelte elevs niveau, styrker og udfordringer.

Skolen er organiseret med både årgangsinddelte klasser og samlæste klasser – typisk på tværs af to årgange. Det giver gode muligheder for både faglig og social udvikling i forskellige fællesskaber.

Når undervisningen tager udgangspunkt i den enkelte elev, styrkes både nysgerrigheden og lysten til at lære – og der skabes grobund for udvikling, faglighed og engagement.

Undervisningen varierer mellem fælles undervisning i klassen, arbejde i mindre grupper og individuel fordybelse.

Undervisningsformen – og variationen i timerne – tilpasses løbende det enkelte fag og klassens behov. Det skaber en fleksibel hverdag, hvor der er plads til både fællesskab, selvstændighed og fordybelse.

Morgensamling

Morgensamlingen er en vigtig tradition på Svindinge Fri. Hver dag kl. 9.00 starter elever og lærere dagen sammen.

Her er der plads til både fællesskab og fordybelse. Vi synger, lytter og deler små fortællinger, som kan være både sjove og tankevækkende. Samtidig gives der fælles beskeder om hverdagen på skolen.

Alle elever får deres egen sangbog, når de begynder i børnehaveklassen, og sangen er en naturlig del af morgensamlingen.

Af og til er det eleverne selv, der står for samlingen. Her får de mulighed for at dele noget, de har arbejdet med, eller udtrykke sig gennem sang, musik, drama eller fortælling.

En gang om ugen udvides morgensamlingen til en fælles sangtime, hvor også børnehavebørnene deltager. Her vælger eleverne sange, og rummet fyldes med glæde, genkendelse og fællesskab på tværs af alder.

Morgensamlingen er med til at styrke sammenholdet på skolen og giver samtidig en rolig og meningsfuld start på dagen.

Undervisningsplaner

Skolens undervisning følger Fælles Mål, der er udarbejdet af ministeriet i forhold til fagene og de obligatoriske emner og tværgående temaer.

https://www.emu.dk/grundskole

Planlægning og samarbejde om undervisningen

Lærerne udarbejder årsplaner for undervisningen i alle fag. Hvor det er muligt, inddrages eleverne i valg af emner og arbejdsformer, så de oplever medindflydelse og engagement i deres egen læring.

På klassernes forældremøder i starten af skoleåret præsenteres de overordnede planer og emner – særligt inden for fag som dansk og matematik.

Forældre er altid velkomne til at få indblik i årsplanerne.

I indskolingen og på mellemtrinnet udsendes der jævnligt nyhedsbreve, hvor nye emneforløb og arbejdsformer bliver præsenteret, så hjemmet løbende kan følge med i skolens hverdag.

Timeløse fag

De timeløse fag er en naturlig del af undervisningen på Svindinge Fri og bidrager til elevernes personlige og sociale udvikling.

Færdselsundervisning varetages af klasselæreren i samarbejde med færdselskontaktlæreren og indgår i undervisningen, hvor det giver mening.

Sundheds- og seksualundervisning samt familiekundskab varetages af klasselæreren i de yngste klasser og af biologilæreren i de ældste.

Undervisning i uddannelse og job varetages i fællesskab af flere lærere og vejledere, så eleverne bliver klogere på deres muligheder og valg

Uddannelsesstatistik og overgangsfrekvens

Statistik om Svindinge Friskole | Børne- og undervisningsministeriet (uddannelsesstatistik.dk)